FEJL
<3
Jeg holder af
fejl og jeg laver mange af dem, sikkert også her på siden. Jeg staver dårligt i forhold til hvor meget jeg
skriver, jeg er dårlig til dansk grammatik, jeg ryster på hænderne, jeg tegner
grimt, jeg skriver grimt.
Det ”fejlagtige”
kan hurtigt komme til at ligne ”det smadrede”. Et bevidst oprør med det
perfekte. Men det smadrede kræver som det perfekte en aktiv regulering, et
bevidst aftryk. Hvor i mod fejlen er at turde stå ved det som er, uden
nødvendigvis at korrigere – som både det perfekte og det smadrede kræver.
Det smadrede er
som det perfekte, en præstation, mens fejlen bare ER. Derfor er den for mig mere ærlig,
tættere på virkeligheden. Derfor tiltaler fejlen mig mere end det smadrede og
det perfekte. Fordi fejlen er og tør noget andet. Den opstår i det ubevidste,
det almen menneskelige. Det menneskelige. Og mennesker interesserer mig. Når de
ikke er overstyrrede, når de er umiddelbare.
Athene, øjenkontakt
SvarSletFejlen findes ikke i hovedet på manden, her findes kun forvrængninger af rene indtryk: En ung piges krop i en gammel mands favn. Fødedygtige hofter spejlede sig fra glasøje til glaskuglerne i pungen. Uden angstfilter blev en lykkeridder til en industri af blasfemiske handlinger.
Det føltes rigtigt. Det føltes sundt, at have stram hud på sin pseudoanorektiske flæskemave.
Jeg havde fundet én, der fandt sig i et og alt.
Men langsomt forsvandt omstændighederne, der havde gjort det muligt. Et røgslør fra hampeplanter omkransede min førervogn, så jeg ikke kunne forlade den.
Spændt fast til passagersædet: Jeg kunne ikke finde ud, jeg kunne ikke finde af, jeg kunne ikke finde det. Kilden til min indre uro, der altid forsvandt efter kilden under forhuden. Der måtte være sammenhæng, men forvrængning var internaliseret til håbløse udsigter. Ydmyghed, der blev til overlegenhed, og pludselig legede jeg ikke længere sørøver eller racerkører. Jeg sad blot og stirrede ind i hvide vægge, der var fulde af fejl.